Generationerne fra syndfloden til babelstårnet
Første generation
Noa: På mange måder romanens hovedperson. Det er dog kun i det første og sidste kapitel, at læseren inviteres ind i hans tankeliv. Det var for hans skyld, at de otte blev reddet fra syndfloden, og nu i Den Nye Verden er han igen vidne til menneskeslægtens begyndende frafald fra Gud.
Emzara: Noas hustru. Vi ved, at hun har eksisteret, men hendes navn kender vi ikke. Der er givet forskellige forslag, Na’ama og Emzara er et par af dem, men hun kunne for den sags skyld lige så godt have heddet Connie.
Emzara giver sig måske nok ud for at være bekymret og pylret, men klippefast er hun, en støtte for sin mand, hun kompenserer for Noas undertiden manglende sociale færdigheder … eller rettere: Hun forsøger at oversætte sin mands ubetingede kærlighed til slægten, så de kan forstå den.
Anden generation
Sem: Noas ældste søn. Det er hans slægt, der siden følges i Bibelen helt frem til Jesus. Vi ved ikke særlig meget om Sem, men vi læser om, at han i tiden lige efter syndfloden opfører sig ordentligt over for sin far, da denne har drukket sig fuld og blotter sig i sit tempel. Noa velsigner ham. Der er så forskellige traditioner, når hans videre færd i livet beskrives – det er f.eks. blevet foreslået, at han kunne være præsten Melkesidek, som Abraham siden møder – men den slags hører nok under kategorien spekulationer.
Ur: Sems hustru. Vi ved, at hun har eksisteret, men hendes navn kender vi ikke. Hun har fået navnet Ur, fordi Abraham siden udvandrer fra byen Ur. Der kan være mange grunde til, at byen fik navnet Ur, og at det skulle være, fordi Sems hustru hed sådan, udspringer af ren og skær fantasi.
Kam: Noas næstældste søn og stamfar til de farvede folkeslag. Hvad vi i Bibelen læser om ham, tjener ham ikke til ære, men for det første har vi kun få oplysninger om ham, og for det andet udelukker episoden med Noas fuldskab jo ikke, at han faktisk kunne være både sympatisk og siden måske ligefrem fortryde og ligesom sin far vandre i tro på Gud.
Nirula: Kams hustru. Vi ved, at hun har eksisteret, men hendes navn kender vi ikke. Hun hedder sådan, fordi det lød godt og passede med det noget korte Kam. Hun har formentlig været helt mørk i løden, da de farvede folkeslag stammer fra hende og Kam, som formentlig ikke har været lige så mørk jfr. hans to brødre.
Jafet: Noas yngste søn og stamfar til de endoeuropæiske folkeslag. Hans personlighed er på mange måder en slags sammenfatning af, hvordan en ganske almindelig nutidsdansker er skruet sammen (forudsat, altså, at det giver mening at tale om en nutidsdansker). Han er i romanen den mindst betydningsfulde af de tre brødre, men står ikke desto mindre som symbolet på det, han selv kalder det ikke-religiøse menneske.
Edel’e: Jafets hustru. Vi ved, at hun har eksisteret, men hendes navn kender vi ikke. Der findes ikke nogen dybere forklaring på, hvorfor hun hedder sådan – et eller andet skulle hun jo hedde! Som person passer hun godt sammen med Jafet; hun kender til fattigdom og nød og føler sig glad og rig, når blot hun lever i tryghed og ved, at hendes nærmeste gør det samme. Derfor nager det hende også, at hendes svigerforældre insisterer på at bo langt borte. Hendes bekymring for dem er oprigtig og sympatisk, men for den slags viger gamle Noa ikke.
Tredje generation
Eva: Datter af Sem og Ur. Den Nye Verdens førstefødte – og en af de mange kvinder, der gennem tiden har gjort mænd vanvittige af længsel. Hun er en aldeles fiktiv person og opkaldt, som beskrevet i romanen, efter menneskeslægtens første kvinde.
Silla: Datter af Sem og Ur. Selve navnet er tyvstjålet fra Første Mosebog, og hun har fået det, fordi det lød godt. Hun repræsenterer det fantastiske og skræmmende, at kærlighed kan overvinde alt, men at selv kærligheden kan overvindes af stolthed og mistro og skinsyge.
Arpakshad: Søn af Sem og Ur. Historisk person. Han gør ikke meget væsen af sig – fraset den ene gang, hvor han af kærlighed til sin søster forsøger at tale den forbandede Kana’an til fornuft og ender op med selv at gifte sig.
Gomer: Jafets og Edel’es førstefødte søn. Historisk person – og i romanen en af de absolut vigtigste hovedpersoner. Umiddelbart fremstår han ikke særlig sympatisk, men Sillas kærlighed blødgør ham og prædiker håb for enhver, der skriger efter forandring. Om Gomers betydning for tempelbyggeriet er i øvrigt at bemærke, at han nok ikke er den eneste, hvis private tragedier fik betydning for ikke bare den nærmeste familie og venner, men for et helt folk. Gomer er stolt langt ud over det rimelige – og først da han tør tage de første bidder af sin stolthed, åbner det for den mulighed, at historien om ham faktisk kunne ende helt godt.
Kush: Søn af Kam og Nirula. Historisk person. Gifter sig med Yspia. Vigtigste (men absolut ikke eneste) betydning i romanen er, at han er far til Nimrod.
Yspia: Jafets og Edel’es datter. Gift med Kush og helt og aldeles opdigtet. Vigtigste (men absolut ikke eneste) betydning i romanen er, at hun er mor til Nimrod.
Fjerde generation
Shela: Søn af Sems søn, Arpakshad. Historisk person, men alt andet end navnet er opdigtet. Ene mand forsøger han at få talt en ellers enig menneskehed fra at bygge det tempel, der ellers sættes alt ind på at få bygget hurtigst muligt og efter alle kunstens regler. Men ingen vil høre på ham, selvfølgelig ikke! Hvem kan have noget imod at bygge Noas Gud et tempel?
Shela er ikke nogen typisk helt – og betragter vel også sig selv som alt muligt andet end en helt. Han er hverken særlig klog, god eller sympatisk. Han argumenterer ikke særlig overbevisende, og hans argumenter modsiges endda af hans farfar, Sem.
Da det omsider viser sig, at han hele tiden havde haft ret, er der ikke særlig meget at glæde sig over. Og selv hvis han havde følt trang til at hovere, var denne trang formentlig hurtigt blevet kvalt af det faktum, at der ikke længere var nogen til at forstå, hvad han sagde.
Nimrod: Søn af Kams søn, Kush. Om Nimrod ved vi, at han blev den første verdenshersker, og hans bedrifter står omtalt i Første Mosebogs tiende kapitel. Selve navnet betyder: “Vi vil gøre oprør!” – og fortæller enten noget om Kush’ indstilling til Noa og Noas Gud, eller også fortæller det os, at han i virkeligheden hed noget andet, f.eks. Gilgamesh, men kun kaldes Nimrod for ikke at ære mindet om ham. For en mere fyldig redegørelse henvises til bogen Guds tempel eller Babels tårn.
Alinja: Også kaldet Blomsterhandleren. Fiktiv person, hvis særlige kendetegn er blændende skønhed. At hun er så smuk, giver hende et særligt ansvar, et ansvar hun nok forsøger at leve op til, men imod begær og tåbelighed kæmper selv de bedste indædt og, desværre, ofte også forgæves.
Irua: Gomers og Sillas datter. Gift med Nimrod – og navnet er hentet fra gamle traditioner, som dog nok må anses for tvivlsomme. At hun redder Shelas liv, gør kun Shelas stædige nej til templet endnu mere imponerende. Hun er en af de mange kvinder, som i stilhed har lidt under deres mænds evindelige stræben. I ydmyghed bærer hun sin mand frem, i kærlighed søger hun at støtte og hjælpe ham i alt, og det er da også kærligheden til ham, der driver hende, da hun stiller sig i vejen for hans vrede hen imod slutningen.
Katirlas: Søn af Gomer og Silla. En hensynsløs egoist, som ikke vil lade sig retlede af nogen – og da især ikke af sin far, som genkender de samme usympatiske træk hos sin søn som hos sig selv, og som har forpestet livet ikke bare for ham selv, men for så mange andre også.
Femte generation
Eber: Kaldes også Tempelarkitekten. Historisk person, men bortset fra selve navnet ved vi ikke meget om ham.
Som søn af den forhadte Shela forsøger han at redde slægtens eller måske snarere sin egen ære. Hans kærlighedsliv er kompliceret, idet valget står mellem to kvinder – to vidt forskellige kvinder, som, fornemmer han allerede tidligt, vil trække hans liv i to forskellige retninger.
At hans far, Shela, stædigt holder fast i sin kritik af tempelbyggeriet og dermed kaster skam over hele slægten gør, at Eber i realiteten ikke har noget valg, hverken når det gælder karriere eller livsledsager. Det er i hvert fald en del af hans egen forklaring på sine handlinger. Alt for sent indser han, at tilværelsen ikke handler om at vælge, men om at tro. Kun troen sætter fri.
Symbalu: Datter af Nimrod og Irua. Fiktiv person, som oprindeligt havde fået navn efter et antipsykotisk medikament. For at undgå ballade i forhold til medicinalindustrien blev navnet lavet om til Symbalu, som klinger underligt mørkt. Hun er socialt handicappet, grænsende til psykisk syg. Indadvendt, indebrændt, følelsesmæssigt afstumpet. Hun er offer for andre menneskers, ikke mindst sin fars, egoisme og manipulation.
Balan: Søn af Nimrod og Irua. Fiktiv person. Besat som han er af begæret efter en kvinde, som ikke er hans, og fordi den dårlige samvittighed ikke er det, der tynger ham mest, vil han gå så langt det skal være for at få stillet sin lyst. Det er kun, fordi han er bange for sin far, at han ikke for længst har myrdet og voldtaget, men som romanen viser, kan man ikke med frygt holde den slags nede.