Tårnet i Sinear

Med Daniel og hans venner i Babylon

Babylon, den store og vidunderlige by, står altså gennem hele Bibelen som symbolet på menneskets oprør imod Gud, et oprør som for verden er en hemmelighed, og som Satan gør alt, hvad han kan, for at bevare som en hemmelighed ved at skjule sandheden bag sine besnærende løgne. I Babylon er det ikke åndelighed og fromhed og gudsdyrkelse, der er mangel på, snarere tværtimod, der er alle mulige former for gudsdyrkelse; mennesket er jo et religiøst væsen og skal have lov at tilbede, når blot det ikke kræver af andre, at de gør det på samme måde.

Men da Daniel og hans tre venner for toethalvttusind siden kom til Babylon, nægtede de at spise som de øvrige statsgidsler. Det ville være synd imod Gud, mente de, og så var den ikke længere.97 Når det gælder historien om ovnen med flammende ild, så føler jeg mig temmelig overbevist om, at Daniels tre venner kunne have fået lov at dyrke Israels Gud så meget, som de ønskede det, når blot de også ville falde ned og tilbede kong Nebukadnesars gudbilledstøtte. For at understrege dette fik de endda mulighed for at omvende sig, så de kunne undgå straffen. Nebukadnesar ønskede, at de alle var fælles om tilbedelsen af det guddommelige, og hvordan de forskellige folkeslag så tolkede det med Gud eller gud eller guderne, interesserede ham ikke synderligt, når blot de ikke skabte splid ved at kræve, at den ene Gud faktisk var bedre end alle de andre guder. Men de tre venner stod fast, for et ja til Herren var – og er – også et nej til Babylons guder.98 Og når kong Dareios senere udstedte befaling om, at man ikke måtte tilbede andre end ham de næste tredive dage, måtte Daniel bryde loven, eftersom han bad til Herren tre gange om dagen, og ingen i hele verden skulle have lov at bestemme noget andet for ham.99

Jeg har undertiden undret mig over Daniels Bog. Fascineret af den er jeg; de mange gådefulde syn i den finder jeg både dragende og skræmmende. Fascinationen og glæden over dette profetiske skrift overstråler langt den gru, som jeg oplever ved at læse den, for synerne åbenbarer for os, at Gud har hånd i hanke med alting her i tilværelsen. Vi bor nok i Babylon, hvor Nebukadnesar truer os med bål og brand, ja, han står dér på taget og brøler som det vilde dyr, han er, men han gør det kun, indtil hans tid er til ende.100

Hvor må det have været overvældende for de unge mænd sådan at blive ført i landflygtighed. Her befandt de sig pludselig i den store verdensby – hvis de nogensinde fik den tanke at sende et brev

97. 97  Dan 1.
98. 98  Dan 3.
99. 99  Dan 6.
100. 100  Dan 4.

69

hjem til de få, der havde fået lov at blive i deres krigshærgede hjemland, hvad skulle de så skrive? Det er en stor by, en smuk by, en larmende by – nej, den slags ord slog slet ikke til. Overvældende var Babylon – på én gang dragende og frastødende! Unge og smukke og begavede og udvalgt til at tjene verdens hersker var de. Hvem skulle have troet, at de en dag ville finde sig selv lige her i verdens centrum med udsigt til at blive fremstillet for verdens hersker? Og dog vidste de i deres hjerter, at den virkelige Herre var den almægtige Gud i Himlen, som vågede over dem, som elskede dem, og som, hvis han ville, kunne frelse dem fra hvad som helst, også alt det onde, der måtte møde dem her i denne store by.

Det svar, de giver kong Nebukadnesar, da de bliver kaldt frem foran ham, de svar de vover med udsigten til snart at skulle brænde op i den gloende ovn, er nok værd at lægge mærke til:

”Nebukadnesar, vi behøver ikke svare dig! Kommer det dertil, så kan vores Gud, som vi dyrker, redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge. Og selv om han ikke gør det, skal du vide, konge, at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den gudestøtte, du har opstillet.”101

Ikke underligt at Nebukadnesar blev vred!
Og ikke underligt at han, der drev Nebukadnesar, blev aldeles rasende. Jeg ser for mig, hvordan

Babylons skjulte konge, den gamle drage, slangen fra Edens have, har jamret højt af forbitrelse, af had imod disse tre mænd, som vovede at se ud over Babylon, op over Babylon, op til Gud i himlen, som har al magten nu og i al evighed.

Shadrak, Meshak og Abed-Nego lod sig ikke forblænde af alle de fornemme mænd – satrapperne, fyrsterne, statholderne, rådgiverne, skatmestrene, dommerne, politimestrene, og alle provinsens embedsmænd – for de tre mænd kendte og adlød den eneste sande Gud. De tre jøder regnede hverken disse menneskers fornemme titler eller fine tøj eller fromme tilbedelse af billedstøtten for noget særligt imod det at være lydig mod deres far i himlen. Det kunne såmænd godt være, at Gud ville lade dem dø lige nu og dér, men hvad enten de var levende eller døde, så stolede de fuldt og fast på Gud; deres liv og helbred og alt andet hvilede trygt og godt i hans hænder.

Også dette går som en rød tråd op gennem frelseshistorien: At Gud undertiden griber ind og frelser sine profeter, sine apostle, sine disciple. Og undertiden lader han dem lide frygteligt; de dør en ydmygende død, myrdet af Kirkens modstandere. Mon ikke det er derfor, martyrerne i Åbenbaringsbogen udtaler: ”Hvor længe, hellige og sanddru hersker, skal det vare, før du dømmer og hævner vort blod på dem, der bor på jorden?”102

101. 101  Dan 3,16-18.
102. 102  Åb 6,10.

70

Hvad enten de lever eller dør, tilhører de altså Herren; hverken liv eller død eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille dem fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vores Herre og Frelser.103

Nebukadnesar smed dem i den gloende ovn. Han kunne for den sags skyld have forsøgt at save dem over på langs, halshugge dem, koge dem, spise dem, hvad som helst, det ville intet have nyttet, eftersom Gud havde besluttet at lade dem leve. Til glæde og opmuntring for dem dengang, til tro og vidnesbyrd dengang – men også nedskrevet af hensyn til os: Du, der læser, og jeg, der skriver. Ingen kan krumme et hår på et Guds barn, medmindre Gud i Himlen giver tilladelse til det!

Vi lever i Babylon, og vi fristes, lokkes, manipuleres og trues til at bøje knæ for denne verdens guder. Vi lever i Babylon, den store by. Smuk er den, indbydende tager den sig ud, den lokker os og forsøger først på den milde måde: ”Hør nu her, kære, ingen kræver jo af dig, at du skal fornægte den kristne tro, men du kan da nok forstå, at det ikke er nogen god idé at forsøge at omvende andre mennesker til lige præcis din tro. Respektér at andre kan tro noget andet, og at det kan være lige så godt.” Eller: ”Det bliver mere og mere trist i jeres menighed, og man forstår jo hvorfor. I prædiker synd og skyld og straf og Guds vrede og kors og blod og helvede – hvem gider at høre på det? Folk er optaget af andre ting. Fortæl i stedet om, hvordan jeres tro har givet jer indhold i tilværelsen, hvordan Jesus hjælper jer i hverdagen, hvordan I aldrig er ensomme; lad være med at nærme jer disse ømtålelige emner straks, I møder nye mennesker. Folk tror jo, at I er fanatiske og besværlige at være sammen med, og på den måde afskærer I dem jo muligheden for en dag, når tiden er inde, at høre evangeliet.”

Jeg tillader mig at afbryde Fristeren her, han har muligvis allerede fået for megen plads.
Daniels tre venner vidste, at prisen for lydighed imod Gud kunne være en pinefuld død, men det ville de langt hellere end at knæle for billedstøtten. Som det hedder om de frelste i

Åbenbaringsbogen:

De har besejret ham ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord. Og de havde ikke livet for kært til at gå i døden.
Så fryd jer da, himle, og I, som har bolig i dem!104

Historien om de unge mænd, hvis hjerter er helliget Gud, og som nægter at spise mad, som Gud har

103. 103  Rom 14,8 og 8,38-39.
104. 104  Åb 12,11-12.

71

forbudt dem at spise, nægter at tilbede nogen anden end deres Skaber, nægter om det så skal koste dem livet! – den historie har meget at sige os i dag. Måske endda særlig meget i dag. Måske endda særlig meget til os i den vestlige verden.

De kunne jo have valgt at tænke som så: Hvad skulle det nytte, om vi dør nu? Om vi falder på knæ for den livløse billedstøtte eller ej, gør jo ingen stor forskel. Vores hjerter kan hverken Nebukadnesar eller nogen anden røre, vi tilhører Gud Herren, og når vi falder på knæ, lukker vi bare øjnene og beder til vores Hellige og kærlige Gud, som helt sikkert har forståelse for vores svaghed og vel aldrig har tænkt, at vi skulle helt her til Babylon for at blive slået ihjel. Han kender os og ved, at vi ønsker at tjene ham, men det er jo svært, når man er brændt sønder og sammen for øjnene af den konge, vi er sendt for at forkynde Guds storhed, Guds retfærdighed, Guds frelse for! Ved at knæle viser vi også respekt for babylonerne, forståelse for deres vildfarelse og interesse for deres religiøse liv. Den respekt, forståelse og interesse får vi muligvis snart brug for, når vi om føje tid prædiker lov og evangelium for dem.

Jo, sådan kunne de have tænkt, sådan kunne de have handlet. Allerede da de ankom til Babylon, kunne de have gjort et mindre nummer ud af det med maden; diskret kunne de have nøjedes med at spise grøntsagerne, frugterne, sovsen, brødet osv., eller de kunne have tænkt, at et eller andet skulle de jo leve af, Gud ønskede vel ikke at sulte dem ihjel, og var der ikke også noget med, at David engang spiste skuebrødene?

Og Daniel – åh, du Daniel, som nægtede at tilbede andre end Gud i himlen; Dareios ønskede du nok at være lydig, men nogen Gud var han ikke105 – men behøvede du virkelig at have det vindue åbent? Når nu Darious havde ladet sig sådan forblænde, og når du nu kendte både straffen og, tænker jeg, dine medtjeneres misundelse, hvorfor så give dem anledning til anklage dig?

Ja, hvorfor?

Eller lad mig spørge på en anden måde, lad mig f.eks. spørge de bibeltro præster: Er det Daniel og hans tre venner, der inspirerer jer, når I skal ordineres og siden ansættes i den danske folkekirke? Undskyld, kære venner, jeg skal ikke anklage jer for noget som helst, jeg, der formentlig overgår jer langt i alle de synder, der overhovedet er værd at nævne. Jeg ved heller ikke, hvordan sådan noget med ordination og ansættelse helt konkret foregår, jeg er ikke engang medlem af folkekirken længere. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over jeres samvittigheder og handlinger. Jeg konstaterer bare, at Daniel og hans tre venner fik alle muligheder for at sige fra på skånsomme, pragmatiske og for en ydre betragtning elegante måder. De kunne have ”sparet på konflikterne”, fordi de havde det

105 Og til alle søndagsskolelærere (og os andre): Daniel var nok ikke nogen helt ung mand længere, dengang han blev kastet for løverne, sådan som man ellers ser det afbilledet i forskelligt materiale for børn.

72

langt højere i tankerne at tjene Gud i Babylon, blandt babylonerne, blandt det udvalgte folk, der nu sad og græd ved Eufrats floder.106 Men de valgte at sige fra, så der ikke kunne være noget at tage fejl af! Ingen ”strategiske overvejelser”! Ingen væven og bæven og ævl og kævl, ingen dårlige eller gode undskyldninger, ingen vilje til at bøje sig for nogen anden end Gud i himlen. Her stod de – og kunne ikke andet – ligesom også profeterne i GT, ligesom Stefanus, ja, ligesom de kristne martyrer har gjort det lige siden.

Nej – vi vil ikke spise den mad!
Nej – vi vil ikke falde på knæ for den billedstøtte!
Nej – jeg vil fortsætte med at bede til Gud, hvad der end måtte findes af love imod det!

Det er en overvejelse værd for os alle sammen, hvad vi siger nej til her i Babylon. Nu nævnte jeg de bibeltro præster før, og mit anliggende var blot at pege på en svær fristelse for os alle sammen, nemlig ikke at gøre hvad troskæmperne i Daniels Bog gjorde. Hvor ofte hører vi os selv sige dette højt: Mit hjerte er helliget Gud, derfor agter jeg Guds ord højere end noget andet ord her i verden, og derfor må jeg afstå fra, sige nej til, nægte at og så videre og så videre, jeg må sige nej, nej, nej!

Det er tungt, javel, men faren ved ikke at sige nej er at lide skade på sin samvittighed og i sidste ende stå Guds Hellige Ånd så meget imod, at han til sidst forlader en. Jeg præciserer: Tro ikke, at du i det ydre kan klippe en hæl og hugge en tå og så tro, at alt efterfølgende er i orden. En af hovedpointerne i Daniels Bog er netop, at vil vi blive bevaret som Guds folk i det store og farlige og herlige Babylon, så må vi stå fast i de små ting, i de store, i det indre og i det ydre.

Det er jo netop, hvad vi er kaldet til i Babylon anno 2011, ja, til alle tider: Højt at bekende med de tre venner, at der er en Gud i himlen, som har al magt, og som kan lade os leve eller dø, det beror alene på hans suveræne beslutning. Ham tilhører vi, ham lader vi råde, ham ønsker vi at tjene, ham står vi i sidste ende til regnskab over for, og aldrig i evighed vil vi bøje knæ for nogen som helst anden!

Nebukadnesar – vi tjener dig gerne. Men vi tjener dig netop bedst ved at forkynde dig sandheden! Om det så skal koste os livet! Om vi lever eller dør, er nemlig ikke vigtigt. Vigtig er derimod proklamationen af Guds hellighed, retfærdighed, storhed og herlighed og – åh, hør det dog! – barmhjertighed og nåde, såfremt du vil omvende dig!

Belshassar – vi tjener dig gerne. Men vi tjener dig netop bedst ved at forkynde dig sandheden! Også selv om vi må sige det, som det er: Du har gjort dig al mulig umage for at spotte Gud i himlen, og derfor har Gud besluttet nu endelig at drage dig til ansvar for dine gerninger. Kort sagt:

106 Sl 137,1.

73

”Du er vejet på vægten og fundet for let.”107
Dareios – vi tjener dig gerne. Men når du vil tilbedes af andre mennesker, må vi højt sige det, som

det er: Det kan og vil vi ikke! Gud afgør, hvem der skal have magt, og hvem der ikke skal have magt. Gud bestemmer verdens gang. Gud har skabt os, Gud! – ikke dig. Du er et dødeligt menneske, indsat som regent her i landet af Gud. Vi lyder dig i alt, også det urimelige, når blot du ikke vil have os til at handle i modstrid med Guds ord. I morgen kan du være død og borte, men Gud er fra evighed og til evighed. Ham skal vi tilbede, kun ham. Og dermed tjener vi dig faktisk bedst: Ved at sige sandheden … og helst uden at rødme! Det er ingen skam at stå fast; i verdens øjne er det nok en skam, i Babylons hof er det helt sikkert en skam ikke at være modtagelig for nye idéer, men det har intet at sige for os. Skam havde vi i forvejen rigeligt af, men Guds søn bar skammen for os, ja, han bar den også for dig, så hvad alle I babylonere muligvis opfatter som tåbeligt og dumt og naivt og intolerant og skamfuldt, ser vi som en stor ære: At stå her i menneskenes store by som de mest afsindige tåber for Jesu Kristi navns skyld! Kære Daerios, gør med os, hvad du vil, men tilbede dig vil vi ikke. Vil du straffe os eller ligefrem dræbe os, så værsgo: Vi er udødelige, indtil Gud kalder os hjem, og indtil den dag bekender vi frimodigt vores kristne tro, hvad enten man her i hoffet finder det passende eller upassende.

Babylon – det er her, vi bor. Det er her, vi fristes på utallige måder. Satan har aldrig brudt sig særlig meget om hviledagen, så han er efter os ustandseligt, og det med regler og fair play interesserer ham ikke. Hvad hans egentlige bevæggrund er, har jeg aldrig rigtig forstået; måske er han sur over, at Guds søn skulle have den plads, han ellers havde tænkt til sig selv. Bibelen løfter kun en lille flig af baggrunden for hans indædte had til Gud og alt, hvad der er hans, og bare at sige, at han er ond, gør det ikke nemmere, for hvad ondskabens grundsubstans er, og hvor den kommer fra, og hvorfor Gud ikke standsede den osv. … Nej, jeg forstår det ikke, og hvis du bilder dig ind, at du forstår det, er jeg ikke sikker på, at nogen rigtig gider høre om det.

Men dette forstår jeg og minder nu (igen) om: Guds modstander virker i det skjulte. Han søger at overbevise os om, at vi godt kan have et indre liv med Gud og samtidig have et ydre og ikke særlig omkostningsfuldt liv om ikke i gudløshed, så dog med en tandløs, kompromissøgende, forstående og humanistisk kristendom. Eller den anden vej rundt: At man i det ydre kan have et liv med Gud, men i det indre være aldeles upåvirket af Guds ords tale. ”Hør nu her,” hvisker Satan, ”forkynd blot evangeliet – om nødvendigt med ord! Men vent nu lige lidt! Er der nogen grund til straks at støde

107 Dan 5,27.

74

mennesker fra dig? Skal du ikke lige lære dine nye kolleger at kende, før du buser ud med det? Skal du ikke lige vente og se, hvordan kulturen her på stedet er? Der er jo ingen grund til straks at falde igennem, vel? Det ødelægger også dine muligheder for at evangelisere siden hen, så hvis du ønsker at tjene din herre, så gør det med omtanke. Vent med at tordne om den kommende vrede, vent med de blodige ord om korset, vent, din Herre vil takke dig for det til sidst! Du husker jo også, hvordan det gik sidst, gør du ikke? Du bekendte Jesus som Herre i dit liv, og folk tog sig til hovedet, og du blev vel nærmest mobbet, og alting var så besværligt, at du slet ikke fik mulighed for at vidne for nogen som helst …”

Årh, så hold dog kæft, Satan! Til Helvede med dig!
Men er det ikke sådan, han virker i både dit og mit liv? Jo – og for at illustrere både det, og hvad

du skal gøre ved det, så forestil dig, at du begynder på nyt arbejde. En kollega falder for din charme, hvilket viser sig helt konkret til den næste julefrokost. Hvad gør du? Fristelsen er uudholdelig …

Ja, fristelsen er muligvis uudholdelig, men hvis du som noget af det første på arbejdspladsen fortæller, at du er lykkeligt gift og derfor stolt bærer din vielsesring, er du simpelthen mindre sårbar. Selv hvis det ikke afholder den mest ihærdige beundrer fra at forsøge at fange din opmærksomhed, kan det afholde dig selv fra at føre dig frem som en løssluppen krabat. Det virker underligt selvmodsigende: Hun tilhører en anden, men hvorfor flirter hun så? Han siger, at han elsker sin hustru, men hvorfor ser han så sådan på mig?

Jeg forsøger at sige dette: Kan Satan blot få bekendelsen til at forstumme, så har han vundet det første og vigtige skridt. Når vi som de fire troskæmper i Daniels Bog bekender os som Guds ejendom, så er det simpelthen sværere for os at krybe udenom. Vi afskærer os selv fra nogle ellers så fristende og ødelæggende tilbøjeligheder: At vi forsøger at leve som babylonere i Babylon, hvilket er klart det nemmeste, det mindst konfliktfyldte, det mest velansete og, her i livet, det mest formålstjenlige.

Men Gud kalder os til noget helt andet. Det er det, han viser os i Daniels Bog – og alle andre steder i Skriften. Guds folk var og er et udskilt folk, helliget som det var og er til Gud. Derfor hedder det da også netop om forholdet til Babylon: ”Drag ud fra hende, mit folk!”108 Meningen er ikke, at vi skal flygte ud i kollektiver på den jyske hede eller bygge klostre eller isolere os i vores missionsforeninger og kirker og bibelkredse.109 Meningen er denne: Som Guds folk er vi helliget Herren. Derfor er vi ikke længere af denne verden, men tilhører Guds rige, i hvilket vi er borgere. Imidlertid lever vi i landflygtighed for vores fædres og egne synders skyld, ganske som Daniel og

108. 108  Åb 18,4.
109. 109  Som flygtninge i Babylon er vi faktisk kaldet til at bede for byen, se f.eks. Jer 29,5-7 eller Rom 13,1-7.

75

hans tre venner. Og ligesom de fristes vi på utallige måder, fristes af Djævelen og vores eget begær, fristes og falder og falder og falder – og har kun ét håb. Men hvilket håb! Håbet hedder Jesus og svigter aldrig i evighed. Vi lever i ønsket om, bestræbelserne på, ja, håbet om at blive bevaret i troen på Jesus, så vi ikke rives med ned i helvedes flammer, når Guds vrede om føje tid kommer over jorden:

At stå fast! At blive nøjagtig dér, hvor Gud satte os, da vi kom til tro på Jesus.

Vi, der tror på Jesus, kan miste denne tro igen. Og glemmer vi det – glemmer vi, at vi endnu lever i Babylon, ja så glemmer vi jo, at vores egentlige hjem, vores egentlige borgerskab er i Guds rige. Vi ender som babylonere. Så sidder vi ikke længere ved Babylons floder og græder, men glæder os i stedet over den dejlige by, vi bor i, ja, glæder os over det pragtfulde tempel til Guds ære, man er ved at bygge for tiden. Kalder os kristne og bygger med på Babels tårn. Vi tænker som så: Livet her i Babylon er faktisk slet ikke så ringe endda, vi kan endda dyrke vores Gud, hvis vi vil det. Der er religionsfrihed, når blot vi ikke stædigt insisterer på at have ret og på, at andre for deres saligheds skyld skal tro det samme som os. Og sikke et tempel det bliver, håndværkerne er næsten færdige, så vi kan få indviet Guds hus. Vel, teologien er ikke for god, men der er jo stor interesse for kristendommen, vi forventer megen fremtidig vækst, for efter at vi er holdt op med at fokusere på alle de ting, der skiller os, hvad enten vi så kalder os katolikker, pinsefolk, missions- eller frikirkefolk eller noget helt tiende, så vil vi jo i sidste ende det samme: Tilbede Gud i fælles enhed. Og vil vi det, nytter det ikke noget at være for firkantet. Når så mange mennesker læser de samme steder i Bibelen og når til forskellige konklusioner, er det arrogant at tro, at man selv er kommet til erkendelse af sandheden som en slags modsætning til alle de andre. Derfor prædiker vi det, vi alle kan blive enige om – at Gud har skabt alting, at han er kærlig og hjælper os i dagligdagen og i døden, ja helt ind i evigheden, og at han ønsker, at vi skal være kærlige over for hinanden og give af vores overflod til dem, der trænger mere til at få gavn af vores penge og tid og evner end os selv.

Hvor tåbelig og hovmodig vil et rungende nej til alt dette ikke lyde! Hvor menneskeukærligt vil det ikke rive i ørerne? Hvor afstumpet, ugudeligt og modbydeligt vil det ikke fremstå i den store by, hvor det endelig er ved at lykkes at komme overens og gøre det, som vi mennesker er bestemt til: At leve med hinanden i fred og harmoni og med vores fælles opmærksomhed rettet imod Skaberen!

** *

Guds ord sætter skel her i verden, og så skal Guds folk ikke nedbryde det skel. Eller med Jesu ord: ”I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til 76

andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres far, som er i himlene.”110

Gerningerne har Gud selv, som det hedder i Efeserbrevet, lagt til rette for os. Som Jesu Kristi vidner er vi købt fri fra synden og døden og Djævelen, købt fri til at gøre gode gerninger for vores næstes skyld. Det gælder i alle forhold: At vi her i verden ikke er bundet af noget andet end troskaben og kærligheden til Jesus og dermed også til at vandre i de gerninger, han lægger til rette for os. Og i dette ligger netop bekendelsen af Kristus som Herre i vores liv, ja, ikke bare i vores liv, men også som Herre over alt og alle. Han er alle menneskers eneste håb nu i tiden – og ellers som den forfærdelige dommer, der engang skal dømme til evig adskillelse fra Gud.

Lad mig spørge: Når nu Gud har erklæret os døde på grund af synden, dvs. adskilt fra ham, og når nu der er gjort så meget ud af at præcisere, at vi er døde over for det, Gud vil sige til os, om ikke han ved sin Hellige Ånd gør det store under at føde os på ny, levendegøre os, frelse os,111 hvor stor betydning mener vi da, at det skal have, hvordan vi nu lige får tingene sagt, hvordan vi nu lige får gjort budskabet spiseligt, hvordan vi nu lige får vidnet i dagligdagen?

Jeg er sikker på, at Daniel og hans venner kunne tage førsteprisen, når det gælder kategorierne dårlig timing, manglende situationsfornemmelse og vildeste strategiske brølere – hvorfor ikke holde igen lige dér, tænke lidt over, hvor meget godt og rigtigt, de ellers kunne have gjort for Gud, hvis de bare lige holdt lidt lav profil? Var det da nødvendigt at provokere sådan?

Ja – og hvor vi dog trænger til at høre det! Det har nemlig intet som helst med provokation at gøre. Det har med proklamation at gøre, med forkyndelse!

Jeg husker engang på en psykiatrisk afdeling, hvor der pludselig stod en politimand og ringede på døren. Han skulle, som han sagde, forkynde noget for en af vores patienter. Jeg tænkte straks: Du milde, har Luthersk Mission nu også infiltreret politiet? – men fandt så siden ud af, at når politiet havde forkyndt dette budskab, så havde patienten ingen undskyldning, han havde bare at rette sig efter det. På samme måde med vores forkyndelse: ”Tro på Jesus, så skal du blive frelst!” Så er det sagt, og tilhørerne har bare at rette sig efter det. Ligesom politibetjenten har vi autoriteten et andet sted fra end hos os selv, og denne autoritet skal nok sørge for, at det ikke bliver budbringeren, der bliver til skamme!

Dermed ikke sagt, at alle skal kæfte op på samme måde, som jeg selv gør. For mange TT’ere her i

110. 110  Matt 5,13-16.
111. 111  1 Mos 2,17; Ez 37,1-14; Rom 3,10-18; Ef 2,1-7.

77

verden ville helt sikkert ikke gavne nogen; vi er nemlig forskellige og må give hinanden plads til på bedste vis at navigere rundt i Babylon, sådan som Gud kalder os til, men vi må hjælpe hinanden, og vi må hjælpe os selv.

Os selv hjælper vi bedst ved at bekende os som kristne overalt, hvor vi kommer frem. Vi skal fuldstændig frimodigt fortælle, at vi er skabt af Gud, at vi er faldet i synd, men at Gud for at frelse ikke bare os men hele verden gav sin søn, Jesus, hen for os, så vi kan blive renset og få del i det Guds rige, som snart bryder synligt frem. Jesus er vores Herre, ham tjener vi med glæde. Han kommer snart til os, til os alle sammen, så vi kan se ham i hans magt og herlighed, han kommer og holder dom over alle mennesker efter deres gerninger, men – Herren være lovet – enhver, der vil tage imod ham i tro nu i tiden, vil ikke blive dømt efter deres egne, men efter hans gerninger, og med ham skal enhver af disse salige arve Guds herlige rige, hvor han selv vil tage bolig blandt menneskene.

Det skal vi sige – højt!
Vores medmennesker skal vi møde med kærlighed og forståelse og barmhjertighed, og det skal vi

gøre helt konkret ved ikke at nægte dem noget. Vores eget er med Kristus begravet, nu lever vi for ham og tjener ham og dermed vores medmennesker. Vi er kaldet til at tage os af deres timelige såvel som evige behov, og det skal vi gøre – helt!

Andre mennesker vil gerne have, at vi behandler dem ordentligt. Vi kan dog opleve, at selv det gode, vi vil dem, kan de misforstå eller vende imod os, og i så fald er det vores opgave at tilgive dem, undskylde dem, bede for dem, tjene dem i kærlighed.

I den forbindelse vil jeg minde om, at vi først og fremmest har et ansvar over for vores medkristne; vi må, som det hedder, ”give hans folk deres kost i rette tid,”112 hvilket så ganske afgjort ikke kun handler om at give den sultne at spise og den tørstige at drikke og den nøgne at klæde sig, men også handler om at give Guds folk den åndelige føde, som vi alle trænger til: Guds ord, sakramenterne, kærlighedens fællesskab.

Og så må vi sige nej, dér hvor også Guds ord siger nej. Og her tænker jeg egentlig ikke på kvindelige præster eller vielse af homofile, jeg tænker såmænd heller ikke på de meningsløse drab på menneskefostre eller rovdriften på naturen eller al den tortur, der findes i verden, eller fraværet af menneskerettigheder i Nordkorea – nej, jeg tænker på, at vi skal kæmpe for evangeliets sandhed! Jeg skal ingenlunde forsvare al den menneskeskabte ulykke, der findes i verden, og forhindre nogen i at kæmpe imod den hverken kan eller vil jeg. Tværtimod. Gør godt, gør godt, værsgo! Bekæmp

112 Matt 24,45.

78

det onde!
Jeg siger bare: Selv må vi sørge for at være badet af hans ord, af hans Ånd, så vi kan have åndelig

dømmekraft. Vi må være oplyst af hans ord, af hans Ånd, af Jesus selv, ellers står vi aldeles forsvarsløse i den store by. Med tiden påvirkes vi nemlig af Babylons ånd, vi forføres; aldrig før dommens dag opdager vi, hvad der er sket, om ikke Gud selv vækker os, korrigerer os, om nødvendigt tugter os.

Lykkeligvis er vi ikke alene. Her i Babylon, i det fremmede, i landflygtigheden, her har vi – som Daniel – venner, der står sammen med os. Vi har den kristne menighed. Vi er en del af den kristne menighed. Og vi skal stå sammen. Vi skal være sammen. Vi skal vandre sammen i kærlighedens fællesskab med det for øje, at hvordan mine medkristne end ser ud her i verden og her i mine øjne med al deres svaghed og irriterende måder at være på, al deres brokkeri og sociale vanskeligheder, med al deres egoisme og jantelov, og hvad der ellers måtte genere mig, ja, så var de, ganske som jeg selv, engang døde, fordi de levede i pagt med synden, ganske som jeg, døde fra Gud og med helvede som mål for deres liv, ganske som jeg, men på grund af Guds store barmhjertighed har han genfødt både dem og mig til et evigt håb, et evigt liv sammen med ham. Og lad så bare alle de andres svagheder være et vidnesbyrd om Guds store nåde og barmhjertighed. Tænk engang: Han vil også være sammen med en synder som mig.

Så her lever vi – du og jeg og alle andre, der tilhører Jesus. Vi lever i landflygtighed for vores synders skyld. Hvor vi end vender os hen med vores sanser, er det Babylon, der bombarderer os med indtryk; det er Babylon, vi lugter, hører, ser, mærker. Det er babylonere, vi færdes iblandt. Det er babylonere, der byder over os, regerer over os, straffer os, ophøjer og ydmyger os. Og vi kan ikke slippe væk. Vi kan ikke stå af cyklen, ikke vende om, ikke sende skattevæsenet et brev hvori vi beder om at blive meldt ud, og vil han venligst slette vores navn fra databasen?113

Vi kan ikke vende hjem, hjem til vores hjemland, ikke før tiden er inde. Vi skal ikke vende hjem; der er jo en grund til, at vi er her.

I det niende kapitel er det Daniel selv, der fortæller om, hvordan han ved at læse profeten Jeremias bliver opmærksom på, at det snart er ved at være tid for Guds folk at vende tilbage til deres hjemland. Han vender sig derfor til Gud og beder ikke bare på egne, men på sit folks vegne. Han bekender sin egen synd, og han bekender sit folks synd. Han beder Gud gribe ind, og hans bøn er nok værd at fordybe sig i også for os i dag. ”Vi har syndet og været ugudelige,” siger han. Og

113 Også selv om Nuser forsøger på det i en eller anden stribe, jeg engang morede mig så meget over. 79

senere: ”Det er ikke vore retfærdige gerninger, der får os til at trygle dig, men din store barmhjertighed. Herre, hør! Herre, tilgiv! Herre, lyt og grib ind uden tøven! Gør det for din egen skyld, min Gud! For dit navn er udråbt over din by og dit folk.” Og endnu, læser vi, mens han bad således, kommer Gabriel med svar fra Gud: Jo, Guds ord står naturligvis ved magt, og når tiden er inde, skal det Guds folk, som lever i landflygtighed, få lov at vende hjem til deres land.

Ja, sandelig: Guds ord står ved magt! Det ser muligvis ikke altid sådan ud for os, for ser vi ikke med troens øjne, kan vi kun få øje på Babylon. Nøjagtig som Israels hær gysende så den vældige kriger Goliat, mens fårehyrden David havde sine øjne rettet imod Den Ophøjede, som Goliat tillod sig at håne.114

Babylon er et farligt sted for os. I dette syndens og dødens rige kan vi blive udsat for megen ondskab, megen trængsel, megen forbitrelse, og det gør det ikke meget bedre, at vi ofte selv er skyld i de problemer, vi roder os ud i. Men hvad der er langt mere farligt, er, at vi kan miste troen – og dermed blive babylonere ligesom alle de andre. Med tiden kan vi glemme, at vores borgerskab er et andet sted end i Babylon, at vi lever i landflygtighed, at vi en dag skal videre, hjem til den bolig, som Jesus har gjort rede til os.

At Lot og hans familie havde så vanskeligt ved at flygte fra Sodoma, bundet som de var til stedet, kan måske umiddelbart virke besynderligt. Jamen har naboerne ikke netop forsøgt at voldtage både ham selv og hans gæster? Jo, men Lot var alligevel knyttet til denne onde by – nøjagtig ligesom du og jeg er bundet til den onde by Babylon, den by som er blevet hjemsted for dæmoner og alskens urenheder. Og som Lot må vi forsøge at advare imod det, som kommer. Vi læser om, hvordan han gik hen til sine svigersønner og sagde: ”Skynd jer væk herfra, for Herren vil til at ødelægge byen.” Men hans svigersønner troede, at han holdt dem for nar.115

Nøjagtig ligesom folk ryster på hovedet af os, når vi siger det, som det er: ”Herren vil til at ødelægge Babylon.”

Men lad dem ryste så meget på hovedet, de orker. Lad dem blot tænke, at vi er enfoldige, fanatiske, vanvittige. Lad dem blot spotte os. Lad dem blot tro, at vi holder dem for nar …

Præcisering for ikke at blive misforstået: Det er en katastrofe, hvis de tror, at det her er for sjov, så lad os gøre alt for at overbevise dem. Vi kan bare ikke gøre andet end forkynde dem sandheden. Vi kan bede Gud overbevise dem ved sin Hellige Ånd. Gud han skabe liv af de døde knogler; kun han magter at gøre dette store under, og han gør det ved sit ord, virksomt ved sin Hellige Ånd.

Hvad var der mon sket, hvis Lot havde tænkt: Vel, hverken mine svigersønner eller mine naboer

114. 114  1 Sam 17.
115. 115  1 Mos 19,14.

80

vil rigtig forstå det her. De har jo også så meget andet at tænke på. Måske skulle vi tale lidt om, hvordan det indvirker på den menneskelige psyke at vokse op i en by, hvor man voldtager tilfældige gæster for dagen efter at passe sit arbejde og gå hjem til familien og spise fiskefrikadeller. Derfor, kære engle, som nu advarer mig imod undergangen, som er nært forestående, I kan jo nok forstå, at jeg har brug for lidt tid til at overbevise dem. Man kan ikke bare fare ud og skrige: ”Gud lader ild og svovle regne ned fra himlen!” Man må vise medfølelse, forståelse, tolerance. Vi må have en dialog i gang, vi kan da ikke bare brøle dom, dom, dom, skynd jer, red jer, før Herren udsletter jer alle sammen!

Jo, det er nøjagtig, hvad man kan, når man hedder Lot og bor i Sodoma!
Det er nøjagtig, hvad man kan, når man hedder Daniel og bor i Babylon!
Det er nøjagtig, hvad man kan, når man hedder Thomas og bor på Sjælland!
Det er nøjagtig, hvad man kan, når man hedder Mona, Hugo, Jens eller Bente og bor på Fyn, Møn,

Bornholm eller Rømø og kender til Guds dom og kommende vrede over al uretfærdighed, al ulydighed, al synd og ondskab – og ved, at redningen hedder Jesus, ved hvem vi kan blive frelst.

Her i Babylon er det altså farligt for et Guds barn at opholde sig. Men ligesom Gud sendte sin søn til verden, har Jesus sendt os for at forkynde evangeliet for Babylons indbyggere. Og når vi gør det, sker det undertiden, at Gud gør det forunderlige: Han vækker en babyloner til live, føder ham på ny, gør ham til borger i Guds rige, så han kan blive reddet ud af byen, inden Gud lader det regne ned med ild og svovl.

Det er derfor, vi er her: For at vidne om ham, som er Vejen, Sandheden og Livet. For at babylonere skal frelses gennem tro på Jesus ved det vidnesbyrd, du og jeg og alle andre kristne bringer de mennesker, vi færdes iblandt.

Vi skal snart bryde op og drage til vores rette hjemland. Det har Gud lovet os. Vi ved ikke, hvornår det sker, men vi ved, at det sker, og vi har Skriftens ord for, at det sker snart! Det gælder om at være rejseklar, at leve i Babylon uden nogensinde at blive babyloner, at holde fast i, at kun Gud bøjer vi knæ for, vi kan og vil ikke tilhøre nogen anden end Kongesønnen, og det har ingen i verden myndighed til at forhindre os i, heller ikke i at proklamere Jesu Kristi hellige og retfærdige frelsernavn højt og tydeligt overalt, hvor vi kommer frem.

Lad os da holde ud. Lad os rette blikket imod Jesus, troens banebryder og fuldender. Lad os frimodigt bekende os som hans disciple og hengivne brud, og lad blot Babylon, den store skøge, rase imod os, når vi gør det. Bag hende er det dragen, der brøler af forbitrelse. Han ved, at hans tid er kort, og det gør ham bare så meget mere afsindig vanvittig!

81

Nemlig, du gamle slange: Mens jeg har siddet og skrevet dette, har tiden kun nærmet sig endnu mere for dit endelige: At du i evigheder pines i helvedes flammer, mens Kongesønnen holder bryllupsfest med den brud, som du gjorde dig sådan umage for at forfølge.

Også mig har du forfulgt, godt hjulpet af min syndige natur. Men Gud ske tak og lov og pris og evig ære: Mig har han forløst ved Jesu Kristi blod, og netop du, som kender mine mange fald og nederlag, du, som har haft så travlt med at friste mig og siden anklage mig, hvor må det være frustrerende for dig, at selv dette, mine mange svagheder, min ondskab og egoisme, ja, fortsæt selv listen, der er jo rigeligt at pege på – er det ikke frustrerende at tænke på, at det blot vidner om Guds overstrømmende godhed og nåde og barmhjertighed? Alt, hvad du plagede mig og mine kristne brødre og søstre med, viste sig i sidste ende blot at blive et endnu større vidnesbyrd for det Babylon, du så krampagtigt forsøger at holde styr på nu i tiden! Alle vores fald – og så er Guds nåde dog endnu mere overstrømmende rig!

Jo, jeg forstår din vrede, du onde Satan! Du er en dårlig taber, men en taber er du! Og jeg vil – oh, Herre Jesus, hjælp mig til det, for alting står og falder med dig og dig alene – jeg vil gå ind i den store by, hvad enten vi så kalder den Babylon eller Sodoma eller København eller Græsted eller Internettet eller Arbejdet, jeg vil bo her i verden som en fremmed, og jeg vil åbne munden og bekende, at Jesus er Kristus, Guds søn og verdens Herre, og snart kommer han igen og gør alting nyt. Og send du så bare hele din hær imod mig, du onde slange, hvis du virkelig gider at spilde krudt på lille mig. Smid mig bare i ovnen, Nebukadnesar, eller i løvekulen for den sags skyld, Dareios, det gør ingen forskel for mig. Send Goliat efter mig, lad blot skøgen drikke sig beruset i mit blod. Ødelæg mit gode navn og rygte (hvis det da nogensinde var godt), tag alt fra mig – alt, hvad Gud tillader dig at tage fra mig.

Vil Jesus bevare mig i troen på ham indtil dommens dag, er jeg ikke bare tilfreds, men fuldstændig helt og aldeles lykkelig og overstadig. At jeg har fået troen som gave, kan muligvis synes urimeligt; noget fortrin frem for andre, hvad fromhed og godhed angår, har jeg i hvert fald ikke. Men det var jo syndere, Jesus kom for at frelse, ikke selvretfærdige. Og er der noget, jeg er, så er det en synder, og er der et budskab, jeg har til Babylon, den store by, så er det dette: Tro på Jesus og blive frelst!

Og Babylon spørger, med hvilken ret jeg dog kæfter sådan op. Skulle jeg og min tro da være noget særligt? Enhver kan jo se, hvilken svag og uvirksom religion det er; og siger jeg ikke netop selv, at jeg er svag, at jeg ikke forbedrer mig, at jeg i mig selv er aldeles uværdig over for Den Hellige, og selv hvis jeg ikke selv ville erkende dette, var Babylon så ikke netop vidne til mine mange fald, mine mange svigt, min manglende kærlighed, min manglende tolerance, min manglende fromhed?

Jo – og netop derfor er det, at jeg råber: Tro på Jesus og bliv frelst! Han har frelst en kæmpesynder 82

som mig. Han vil – og kan! – frelse enhver, der vil lade sig frelse!
Det budskab, du onde drage, er gift for dig. Derfor undertrykker du med alle midler netop dette.

Du forsøger dig med smiger, med manipulation og løgne, med falsk fromhed og religiøse armbøjninger, og bider intet af dette på os, brøler du højt imod os. For ét er, at Babylon er en farlig by for os kristne, men at have os rendende rundt her i byen er så sandelig også farligt for Babylons fyrste. Det sker nemlig, når vi prædiker Kristus, at babylonere mister deres borgerskab her i verden, de bliver til ikke-babylonere, deres borgerskab flyttes til Guds rige, de bliver en del af Guds folk. Djævelen mister sit tag i endnu et menneske. Og mens han hyler højt af arrigskab, festes der i himlen.

Til Guds menighed her på jorden, til alle os, der lever som fremmede her i verden, skal dette kapitel afsluttes med løftet fra vores Herre Jesus: ”Ja, jeg kommer snart.”

Amen! Guds rige kommer – og så falder Babylon og de dæmoniske kræfter, der står bag.