Med få ord at formulere, hvad der kendetegner en god roman, er ikke helt nemt. Den skal være vedkommende, påtrængende, indeholde en god historie, være velskrevet osv. Her skal der fokuseres på et enkelt forhold, nemlig at en meget vigtig forudsætning for, at en roman er god og læseværdig, er, at det også troværdig roman. Historien kan for så vidt være det pure opspind, men læseren skal tro på historien, romanfigurerne, problemstillingerne, handlingen.
En af de vigtigste forudsætninger for, at det kan lykkes, er, at forfatteren har gjort sig fortrolig med sit stof. Der er simpelthen nogle faktuelle forhold, man ikke kan komme udenom. Er hovedpersonen biolog, må forfatteren lære at tænke som en biolog. Er hovedpersonen en pige på ti år, må forfatteren lære at tænke som en tiårig pige. Når en ung, dansk forfatter lader det meste af handlingen i sin i øvrigt anmelderroste roman foregå på en psykiatrisk afdeling, så ødelægger det troværdigheden og dermed læseoplevelsen, når personalet går med kitler og iøvrigt hele vejen igennem agerer aldeles fagligt kritisabelt. Eller når en succesforfatter skriver, at det snurrer i armen, efter at den er blevet klemt, fordi der nu igen snurrer blod ud i den, så ødelægger det troværdigheden og læseoplevelsen, når enhver læge ved, at armen ikke klarer mange timer uden blod, men at den snurrende fornemmelse skyldes, at en nerve er blevet klemt.
Det betyder ikke, at forfatteren altid og i alle forhold behøver at holde sig strengt til det, som fagpersoner på området vil hævde er det rigtige. Men det betyder, at forfatteren er nødt til at vide, præcis hvad han gør. Han må selv gøre sig klart, hvad der er fantasi, og hvad der er i overensstemmelse med de faktiske forhold. På den måde er det i øvrigt også langt nemmere at håndtere, hvilket enhver kunstner vel har erfaret: Først må man lære at tegne, præcis hvad man ser (hvad enten det så er for det indre eller ydre øje) – siden kan man abstrahere fra dette grundlæggende og løfte lærred og maling op til det højere niveau, vi kalder kunst. Eller tænk på musikeren, der først må man lære akkorderne, noderne og træne gehøret – siden kan der improviseres, komponeres, ja, overraskes.
Romanen Tårnet i Sinear om babelstårnet bygger på indgående studier af livet i Mesopotamien tilbage i ur- eller old- eller hvad man nu vil kalde efterflodstiden. Imidlertid vil, som nøjere beskrevet i essayet Guds tempel eller Babels tårn (hvis det nogensinde bliver til andet end den kladde, jeg har liggende), enhver, som vil undersøge forholdene nærmere, meget hurtigt indse, at romanens grundlæggende antagelser afviger væsentligt fra det af både arkæologiske, historiske og teologiske parnas’ ellers vedtagne. I dette ligger egentlig ikke nogen kritik af forskernes arbejde i den forstand, at de ikke skulle fagligt dygtige, grundige, hårdtarbejdende og velmenende. Men efter Thomas Teglgaards opfattelse er der noget galt med præmisserne for det meste af den moderne forskning, og derfor har han anset det for nødvendigt at tilsidesætte en hel del gængse teorier i bestræbelserne på at komme så tæt på babelbyggerne som muligt.
Hovedargumentet for disse valg er, at det ikke lader sig gøre at forene den moderne forsknings hovedkonklusioner med Bibelens beretning. Adskillige forsøg er gjort, men de lider alle under inkonsekvens og ender op som utroværdige forsøg på at være videnskabelig og bibeltro. Og når nu det rent faktisk forholder sig sådan, at både teologi, historie og arkæologi netop danner det bedste grundlag for både at beskrive de faktiske forhold dengang i Sinear og skrive en historisk roman, som trækker spor ikke bare til nutiden men også ud i fremtiden, hvorfor så ikke gøre det?
Det gør unægteligt en forskel, om syndflodsberetningen skal forstås symbolsk, som en lokal begivenhed, som gamle historier om noget, der muligvis fandt sted adskillige årtusinder tilbage i tiden, eller om både hr. og fru Noa og hr. og fru Sem, Kam og Jafet endnu er i live og kan fortælle om Den Gamle Verden … ikke som noget fjernt og uvirkeligt og myteagtigt, men som helt konkret virkelighed.
Grundantagelserne i Tårnet i Sinear er,
at opførelsen af babelstårnet finder sted i det første århundrede efter syndfloden
at De Otte, der overlevede syndfloden, endnu er i live
at de konkrete informationer om f.eks. geografi, vi finder i Bibelen, er pålidelige
at vandfloden var en global katastrofe, og at klimaet med denne har forandret sig væsentligt
at flerguderiet endnu ikke florerer
at det med sprogforvirringen skal forstås helt konkret.
Særligt skal det om navnene bemærkes, at det er de bibelske navne, der anvendes. Det betyder ikke, at f.eks. Nimrod ikke kan have heddet noget andet på det oprindelige sprog, men for nemheds skyld er det gjort sådan, ligesom opdigtede personer udelukkende får navne efter slægtstavlerne fra Den Gamle Verden eller simpelthen efter, hvad forfatteren nu lige fandt på og syntes klingede bedst med den person, han ville beskrive.
Den bibelkyndige vil muligvis bemærke, at der udtrykkeligt står, at Noa var den første, der anlagde en vingård, men det har forfatteren valgt at tolke sådan, at der her menes i Den Nye Verden. Der står heller ikke noget, der antyder, at menneskeslægten ankom til Sinear i to “portioner”, men omvendt er der intet i teksten, der ikke giver plads for, at det kan være foregået sådan. At Den Nye Verdens førstefødte skulle være en kvinde er der intet til hindring for, om end der intet står herom i Bibelen. Om Kam har Første Mosebog ikke meget positivt at berette, men det udelukker jo ikke, at der rent faktisk kunne være kommet meget positivt sidenhen. Kana’an forbandes, og det forekommer faktisk lidt mystisk, at det lige er ham. Adskillige forsøg på forklaringer er forsøgt, men tre afskrivningsfejl i træk sammenholdt med den betydning, hans efterkommere senere får for israelitterne, umuliggør andet, end at det virkelig er ham, der forbandes. I romanen får denne forbandelse stor betydning, ligesom også velsignelsen af Sem og, mere indirekte, Jafet, får det, men det er nu ikke kun i romanen, at betydningen kun vanskeligt kan overdrives, jfr. opfyldelsen af løftet om Jesus i Sems slægt og kristendommens betydning i Jafets slægt.
Om tiden før vandfloden læser vi om “gudssønnerne”, og der er mange gode grunde til at antage, at der kan have været tale om mennesker – hvad enten man så forstår det som Sets slægt, herskerne eller simpelthen blot “Guds sønner”, hvad slægt de nu end måtte tilhøre. Imidlertid er de i romanen tolket som faldne engle med henvisning til Jobs Bogs brug af nøjagtig dette udtryk samt Judasbrevet. Men der er altså gode grunde til, at antagelsen kan være forkert. Tiden før syndfloden ved vi ikke meget om, hverken fra Bibelen eller fra andre kilder (f.eks. gamle babylonske tekster), kun små dryp af information er bevaret, i Bibelen med det formål at opstille en slags grundvilkår for menneskelivet her på jorden. I romanen findes også kun få “overleveringer” fra Den Gamle Verden, men det kunne muligvis være en opgave i en senere bog at samle de fortællinger, som f.eks. Legenden om Solias kys er taget fra.
Den historie- og arkæologikyndige vil muligvis bemærke, at man ikke spiste rodfrugter, ikke red på kameler og heste og skrev på andet end lertavler i Sumer, ligesom der må have været en vis tidsmæssig afstand fra de begyndende smålandsbyer og indtil de egentlige “storbyer” – men her (som ovenfor bemærket) vil det simpelthen føre for vidt at forklare årsagen til afvigelserne i detaljer. Overordnet kan man opstille det således: Hvis Thomas Teglgaards grundantagelser er korrekte, giver det slet ikke mening at forsøge at afstemme data i romanen med de “facts”, man ellers arbejder med. Sumererne skrev på lertavler, egypterne på papyrus. Assyrerne er så stærke på grund af deres hurtige heste, sumerernes vogne kunne kun køre ligeud, kartofler får man først smag for på denne side af Atlanterhavet meget, meget senere, i Sumer dyrkede man korn …
Alt dette forudsætter, at de herskende teorier er i overensstemmelse med de faktiske forhold. Dermed ikke så meget som antydet, at sumererne ikke skrev på lertavler, eller at egypterne ikke skrev på papyrus etc., men det er en overvejelse værd, hvilken grundlæggende forståelsesramme disse og mange andre data presses ind i. På den anden side: Hvis ikke forskernes grundantagelser (= overordnede tænkning i forbindelse med et hvilket som helst fund, en hvilken som helst observation) kan anvendes, hvad findes der da af viden på området? Så kan man vel, hvis man ikke vil bøje sig under de for tiden herskende teorier blandt fagfolk, skrive hvad som helst?
Nemlig! Og dermed er vejen banet for en næsten uhæmmet brug af data og ikke-data efter forfatterens forgodtbefindende.
Tårnet i Sinear er en bog om babelstårnet – det er en roman, det pure opspind! – og bør læses som sådan.