Romanen om babelstårnet tager sin begyndelse, da Noa endelig modtager det budskab, de alle har længtes sådan efter: De kan forlade arken. Efter over et års indespærring møder de den verden, som for altid vil være forandret. I romanen skelnes mellem Den Gamle og Den Nye Verden, og først siden er forfatteren blevet opmærksom på, at apostlen Peter faktisk netop benævner verden fra tiden før syndfloden som den gamle.
Det giver god mening at lave denne opdeling, og det er der flere grunde til. For det første blev næsten al liv udslettet med syndfloden, for det andet havde klimaet og dermed vegetationen og levevilkårerne ændret sig væsentligt, og for det tredje og ikke uvæsentlige var en grufuld epoke med vold og uretfærdighed og gudløshed på dramatisk vis skyllet bort. At Gud bar over med menneskene og ikke straffede dem prompte, havde ikke ansporet dem til at fortryde deres gerninger og omvende sig, tværtimod ansporede det dem blot til yderligere ulydighed imod ham.
Men så kom vandfloden og rev dem alle med sig. Alle – på nær de otte, som nu træder ud i Den Nye Verden.
Tårnet i Sinear er en historisk roman, en slægtsroman, men netop en roman og dermed det pure opspind. Vi følger fem generationer, som lever side om side – først i Ararats bjerge og siden i landet Sinear (det nuværende Irak). I Sinear anlægges den første by, og i byen ønsker man at opføre et tempel til Guds ære. Umiddelbart kunne dette synes som et godt og gudvelbehageligt projekt, men da templet indvies, går det ikke helt som forventet. Gud sender sprogforvirringen, og den ondskab, som har ulmet så længe i sindene, får nu endelig mulighed for at flamme op og fortære alle forestillinger om fred mellem mennesker nu og i fremtiden.
Forfatteren Thomas Teglgaard skriver sædvanligvis nutidsromaner – og gerne med masser af tempo, krimistof og grovkornet humor. Tårnet i Sinear er anderledes afdæmpet, om end man stadig genkender humoren og, efterhånden som handlingen spidser til, også spændingen. Det er en roman om kærlighedens veje og vildveje, om fortiden som på ofte sælsomme måder har det med at trænge sig på. Og om hvordan tro bliver til vantro, uden at man opdager det.